Øster Lyng, den 9. august 2020.
På Smukfestens hjemmeside kan man læse at den skulle afholdes den 5. – 9. august 2020. Senere kunne man se, at festen blev aflyst – altså kun i bøgeskovene nær Skanderborg. Mange havde glædet sig den denne traditionsrige festival og taget ferie i denne periode, så hvorfor ikke holde en alternativ fest?
Det oplevede vi i vores sommerhusområde, hvor dele af den alternative smukfest blev afholdt på Cederstien og Græshoppestien. Det blev til fire nætters fest i sommervarmen, hvor de øvrige beboere i sommerhusområdet ufrivilligt “blev inviteret med til festen”, der fortsatte flere timer efter midnat – fire nætter i træk som på en rigtig festival.
Vi var flere naboer, der kontaktede festivaldeltagerne og de var både høflige og forstående, men kort tid efter blev festival stemningen genetableret. De store alkoholmængder bedøver åbenbart korttidshukommelsen.
Flere naboer efterlyser lige nu, om der ikke er husregler for den slags. Og det korte svar er, at foreningen har ingen regler for afholdelse af festivaler. Sidste år forsøgte Dråbefonden at etablere en festival i nabolaget ved Frederiksberg kommunes koloni på Nordstranden. Hele projektet blev forpurret af sommerhusejernes grundforening og FSNR.
Festivaler og sommerhusliv hører ikke sammen. Det må være det logiske svar på spørgsmålet om grundejerforeningen har husregler for festivaler i sommerhusområdet. Læs et par artikler fra pressen:
- »En skandale hvis projektet gennemføres«
- »Tanken er absurd. Det er det glade vanvid«
- Frygter at festival gør uoprettelig skade på Frederiksberg-koloni
Hvad så med almindelige fester?
Jo, vi sommerhusejere er glade mennesker og har også behov for at feste engang imellem. Der er ingen nedskrevne regler for den slags fester, men der er en lang tradition for at vise hensyn over for naboerne.
For det første er vores fester begrænset til én aften
For det andet, så adviserer vi naboerne i god tid
For det tredje, så dæmper vi musikken og den øvrige larm efter midnat.
Det er uskrevne regler, men vi er civiliserede mennesker og kan godt opføre os hensynsfuldt uden nedskrevne regler.
Vi sommerhusejere elsker at kunne tilbringe vores fritid i den fredelige natur. Vi har vores egen subkultur og vi taler sammen, når der opstår problemer.
Vi synes også at smukfesten er en rigtig god ide, men den hører hjemme i bøgeskovene nær Skanderborg.
Med al respekt for festivalerne. De er en del af den danske kultur.
MVH / Grundejerforeningens webmaster