Øster Lyng, den 19. september 2020.
Kære sommerhusejere i GRF1965 området
Tiden nærmer sig hvor vi skal have flishugget vores grene. Hvis du stadigvæk mangler at afskære grene ud mod vejen ifølge kommunens anvisninger, så er det endnu ikke for sent.
Det er aftalt med Søren Skovhugger, at grenene bliver afhentet og flishugget i uge 43.
Der trænger til beskæring rigtig mange steder ud mod vejene. Husk at rabatten skal være fri for grene, da ellers lastbilerne kører over i modsatte side for at undgå ridser på deres vogne. Alle, der har mulighed for at skaffe grenene væk selv, bedes gøre det, så vi kan holde prisen nede. Hvis du har trailer, så fyld gerne op med naboens grene, når du kører på grenpladsen.
Man kan få flishugget grene svarende til en normal beskæring, det gælder ikke træfældning, det må man selv stå for. Grenene skal lægges så tæt på vejen som muligt og der må kun være grene i bunken, ikke haveaffald og slet ikke rødder som kan indeholde sten, der ødelægger kniven i flisemaskinen.
De store grusveje i området vil blive rettet op her i efteråret. Herefter skal man anvende gruset i bunkerne til at reparere huller med.
Hold i øvrigt øje med hjemmesiden for nyheder.
Venlig Hilsen / Birthe Riddersholm