Østre Lyng, den 8. juni 2019.
Sommerhusområdets historie
Vi har fået en mulighed for at samarbejde med Annie Brydegaard Danielsen, der er født og opvokset i Nakke og som netop har udgivet 10 ebøger med sine erindringer om Nakke, Rørvig og Nykøbing. Hun skal hjælpe os med at skrive sommerhusområdets historie. Om udstykningerne, byggerierne og om livet i sommerhusene.
Du kan hjælpe os.
Har du billeder liggende, som du vil give Annie lov til at bruge – f.eks. fra områdets udstykning og de første huse. Billeder af livet i sommerhusene. Billeder af Jacob, Ingeborg og de handlende der kom rundt i området. Af posten. Billeder af de der hentede grene, natpotter og renovation. Eller billeder af de grønne busser og kiosker, boder og købmanden på Rørvigvej og Østerlyngvej.
Har du andre dokumenter liggende der fortæller en del af områdets historie, vil vi også meget gerne affotografere dem.
Kommer du til generalforsamlingen, vil Annie gerne låne dine billeder og affotografere dem – så du kan få dem med hjem med det samme. Har du en god historie, kan du aftale med Annie hvornår hun kan høre den.
Du er velkommen til at skrive til formanden Birthe Riddersholm, så vil hun sørge for at bringe dig i kontakt med Annie Brydegaard Danielsen. Du må også gerne skrive direkte til abdanielsen@mail.dk